airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Det nordiske toldsamarbejde styrker indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet

Nogle af de medarbejdere i Toldmyndigheden i Skattestyrelsen, der vil få gavn af koordineringen mellem de nordiske toldmyndigheder.
22. juni 2026

Mandag den 15. juni 2026 mødtes toldmyndighederne fra de nordiske lande, for at koordinere og udvikle arbejdet med at forhindre grænseoverskridende kriminalitet. Samarbejdet er vigtigt for hele Norden, fordi hovedparten af de personer og varer, der kommer til de nordiske lande, bevæger sig via andre nordiske lande. Det gælder kontrollen med både personer og varer, herunder afgiftspligtige varer, men også ulovlige varer som narkotika og doping.

Det fællesnordiske samarbejde handler også om tiltag, der kan styrke samarbejdet, forbedre kompetencerne og reducere hvidvask og cirkulationen af ulovlige stoffer mellem landene. Jo mere velfungerende samarbejdet er, jo færre barrierer er der for myndighedernes arbejde.

Det nordiske samarbejde på toldområdet har fungeret i mange år og er særdeles velfungerende. Drøftelserne i netværket handler derfor om, hvordan man i dagligdagen kan optimere forholdene for de medarbejdere, der kontrollerer varer og personer. Fokus er på tendenser i de kriminelle miljøer, nye teknologiske redskaber, aftaler om for eksempel dataudveksling samt samarbejde om kurser og kompetenceudvikling for toldmedarbejderne.

Historisk har konflikter altid skabt nye former for grænseoverskridende kriminalitet: illegitime strømme af sorte penge, euforiserende stoffer og våben samt mennesker, der krydser grænser på ulovlig vis. Den nuværende internationale spænding med krigen i Ukraine og det øgede fokus på Arktis er ingen undtagelse. Toldmyndighederne følger derfor udviklingen i den grænseoverskridende kriminalitet nøje, dens betydning og, hvordan den bedst imødegås gennem en koordineret indsats.


Spørgsmål til ovenstående (fra borgere)
Kontakt Skattestyrelsen, Intaleeqqap Aqqutaa 1, Postboks 1605, 3900 Nuuk, tlf. + 299 34 65 00, mail: tax@nanoq.gl.

Spørgsmål fra pressen til ovenstående
Kontakt Morten Wenzel Selvejer, Skattestyrelsen, tlf. + 299 346528, mail: MWS@nanoq.gl