airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Skattekort for 2025

17. december 2024

Skattestyrelsen har netop sendt skattekort for det kommende indkomstår ud til borgere og arbejdsgivere.

I år vil alle borgere dog opleve, at der er sket ændringer på skattekortet for 2025. Nogle borgere oplever kun en enkelt ændring, mens andre borger oplever flere ændringer på deres skattekort.
Ændringerne er grundlæggende disse:

Personfradraget stiger
Alle borgere vil opleve at personfradraget stiger fra 48.000 kr. til 60.000 kr. Det er en del af skattereformen som kan mærkes hos alle borgere.
Det betyder, at det månedlige personfradrag stiger med 1.000 kr. om måneden. Dette betyder grundlæggende, at den enkelte borger kan tjene 12.000 kr. mere skattefrit om året end tidligere.

Fradragsmulighed for underholdsbidrag bortfalder
Fra og med 2025 bliver det ikke længere muligt at få fradrag for ægtefællebidrag eller børnebidrag. Såfremt en borger har forskudsregistreret et sådant fradrag, er denne registrering blevet nulstillet og ikke medregnet på skattekortet. Derfor fremgår der ingen fradrag for underholdsbidrag på skattekortet for 2025.
De borgere, der i tidligere indkomstår har gjort brug af dette fradrag, vil derfor muligvis opleve, at deres månedlige fradrag på skattekortet for 2025 er mindre end tidligere år.

Fradragsmulighed for plejevederlag bortfalder

Fra 1. januar 2025 bliver plejevederlag, akutplejevederlag og aflastningsvederlag A-indkomst.
Dette medfører, at fradragsmuligheden forbundet med disse vederlag bortfalder.
Såfremt en borger har forskudsregistreret et sådant fradrag, er denne registrering blevet nulstillet og ikke medregnet på skattekortet. Derfor fremgår der ingen fradrag for plejevederlag på skattekortet for 2025.
De borgere, der i tidligere indkomstår har gjort brug af dette fradrag, vil derfor muligvis opleve, at deres månedlige fradrag på skattekortet for 2025 er mindre end tidligere år.
Vederlagene er fra og med 1. januar 2025 dog blevet forhøjet med den skattemæssige værdi af fradraget, hvilket betyder, at plejefamilien efter skat får det samme udbetalt som før – også selvom fradragsmuligheden er bortfaldet.
Alle plejeforældre informeres om ændringen via kommunerne.

Spørgsmål

Har man som borger eller arbejdsgiver spørgsmål til ovenstående, er man meget velkommen til at kontakte Skattestyrelsen på tax@nanoq.gl eller tlf. 346510.