airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Skattekort og mulighed for digital forskudsregistrering

11. december 2024

Skattestyrelsen udsender skattekortet til e-Boks d. 11. december. Og styrelsen har flere gode nyheder i juletiden. Fra det nye år vil det være muligt at ændre forskudsregistrering via den digitale løsning ’Min Skat’ via Sullissivik.gl. Det betyder, at du som borger eller erhvervsdrivende kan ændre forskudsregistrering hele året uden at skulle besøge Skattestyrelsens kontorer.

Indtil nu har det kun været muligt for dig at foretage digital forskudsregistrering fra oktober og frem til 15. november inden det kommende indkomstår. Hvis du som borger eller virksomhed har ønsket at ændre forskudsregistrering i løbet af året, har det krævet et besøg i Skattestyrelsen eller indsendelse af blanketter.

Fra 2025 behøver du ikke længere at besøge Skattestyrelsens kontorer eller at sende os en blanket med samtlige oplysninger. I stedet kan du nu logge på selvbetjeningsløsningen ’Min Skat’ via Sullissivik.gl og indtaste dine forventede indtægter og fradrag for det kommende år.

Løsningen vil gøre det lettere især for de mange erhvervsdrivende, der hvert år henvender sig til Skattestyrelsen i december og januar når de har modtaget deres skattekort, udtaler Styrelseschef Kim Neumann.

Det er især følgende borgere der kan drage fordel af digital forskudsregistrering nu tilbydes året rundt.

  • Studerende. Mange studerende har lønindtægter (A-indkomst) ved siden af deres studiestøtte (B-indkomst). Hvis studerendes B-indkomster registreres korrekt, undgår de studerende en stor restskat.
  • Selvstændig erhvervsdrivende, der enten har svingende indtægter eller som ikke kender alle deres fradrag i det kommende år. Erhvervsdrivende, der vælger at investere i deres virksomhed i løbet af året, kan i visse tilfælde opnå fradrag. Her er det en fordel at kunne opnå fradragsretten tidligere, ved at ændre forskudsregistrering.
  • Borgere der optager, omlægger eller afslutter betaling på større lån fx til bil, båd eller bolig kan sikre at de betaler en retvisende skat ved at ændre forskudsregistrering.

Det vil fortsat være muligt at ændre forskud ved at besøge Skattestyrelsen med en blanket. Hvis du vælger det, risikerer du at bruge tid på at sidde i kø, da januar er blandt de travleste måneder i Skattestyrelsens Borgerservice. Vi opfordrer dig derfor til at prøve den digitale løsning.