Selvangivelse for 2019 er udsendt


Skattestyrelsen har nu udsendt selvangivelsen for 2019.

Selvangivelsen er delt i to. S1 er for lønmodtagere og S1U for selvstændig erhvervsdrivende, dog er de 3 første sider enslydende.

Der er til selvangivelsen vedlagt skema vedrørende beskatning af visse kapitalafkast, også kaldet KAS.

Der vil på selvangivelsen være anført oplysninger om nogle af dine indkomstforhold i indkomståret 2019.

De fortrykte beløb er summer af de oplysninger, som Skattestyrelsen er i besiddelse af. Du bør kontrollere om de fortrykte oplysninger er rigtige.

Det er dit ansvar, at selvangivelsen indeholder alle dine rigtige skattepligtige indtægter og udgifter for 2019.

For ægtepar: Hver ægtefælle er ansvarlig for at egne oplysninger om indtægter og udgifter i selvangivelsen er rigtige.

Er de fortrykte oplysninger rigtige og fuldstændige, behøver du ikke foretage dig yderligere. I august vil slutopgørelsen fra Skattestyrelsen blive sendt til dig, sandsynligvis i din personlige digitale postkasse, kaldet e-boks.

Er der fejl i oplysningerne eller har du haft indtægter eller udgifter ud over de fortrykte oplysninger, er du forpligtet til at indsende oplysningerne til Skattestyrelsen.


Særligt om beskatning af kapitalafkast, KAS

Pr. 1. januar 2018 indførte Inatsisartut en lov om beskatning af visse kapitalafkast.

Der skal betales en skat til landskassen på 15,3 % af indkomstårets (kalenderårets) positive kapitalafkast af ordningen.

Kapitalafkastet skal påføres Bilag til selvangivelsen, og indbetaling af foreløbig skat af positivt afkast kan ske senest samtidig med selvangivelsens indsendelse.

Læs mere om kapitalafkastskat her.


Generelt

Ændringer til selvangivelsen og nye oplysninger til selvangivelsen kan indberettes og godkendes på www.sullissivik.gl under Min Skat, ligesom du kan indberette og godkende den fremsendte selvangivelse via tast-selv-løsningen på aka.gl. Selvangivelsen kan også afleveres til Skattestyrelsens borgerservice eller sendes med post.

Ønsker du at benytte tast-selv-løsningen på www.aka.gl skal du anvende dit cpr-nummer og den anførte tast-selv-kode, som står på forsiden af selvangivelsen.

På sullissivik.gl og tast-selv-løsninger er der mulighed for at se, hvorledes de enkelte summer fremkommer, eksempelvis på din A-indkomst.

Driver du selvstændig virksomhed, skal du altid aflevere en selvangivelse til Skattestyrelsen, og du skal ved-lægge/uploade et regnskab.

Endvidere kan du udover et regnskab uploade diverse dokumenter i selvbetjeningsløsningerne på www.sullissivik.gl eller på www.aka.gl, eksempelvis afskrivningsskema, dokumentation for renter, under-holdsbidrag m.v.

Indsendelsesfrister

Fristen for ændringer og/eller godkendelse af selvangivelsen er den 1. maj 2020.


Er du selvstændig erhvervsdrivende og vil indsende selvangivelse og regnskab digitalt, er fristen senest 15. maj 2020.

Er du selvstændig erhvervsdrivende, som er ansat skønsmæssigt for indkomståret 2018, er fristen dog senest 1. maj 2020.


Bankkontonummer

Eventuel overskydende skat kan alene indsættes på din bankkonto. Det er således vigtigt, at du husker at udfylde rubrikken med bankkontooplysninger på selvangivelsens side 1 eller via www.sullissivik.gl eller i forbindelse med indberetning/godkendelse af din selvangivelse.

Du kan hente flere oplysninger og bl.a. hente vejledning om udfyldelsen af selvangivelsen, kaldet S2 og S2a på www.aka.gl

Er du i tvivl om, hvordan du udfylder selvangivelsen, kan du kontakte Skattestyrelsens borgerservice. Op-lysninger om borgerservice findes på forsiden af selvangivelsen.