Ny afgift på indførsel af bæreposer


Med Inatsisartutlov nr. 23 af 18. november 2019 om ændring af landstingslov om indførselsafgifter, vedtog Inatsisartut bl.a. en ny afgift på indførsel af bæreposer.

Se afgiftsloven her.

Der skelnes mellem bæreposer over eller under 5 liter op til hank eller lignende. Se afgiftsskema her.

Bæreposens navn har ikke betydning for afgiften. Det er bæreposens materiale og funktion, som er væsentlig for at vurdere afgiftspligten.

Materiale
Afgiften omfatter bæreposer af plast eller lignende materiale, herunder blandt andet bæreposer af polymere materialer, ethylen samt plantestivelse, som almindeligvis anvendes ved transport og salg af varer, og som med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende bæreposer af miljøvenlige materialer og med en vis holdbarhed, der ikke er miljøbelastende i fremstilling eller bortskaffelse. ”Eller lignende” omfatter også fremtidige materialer, der måtte blive udviklet, som kan være miljøbelastende.

Funktion
Med hank eller lignende, menes eksempelvis stropper eller snipper, der kan sammenbindes, samt forberedelse med huller eller lignende, så bæreposen kan bæres i 1 hånd.

Poser, som hovedsageligt har til formål at blive anvendt til natrenovation, er ikke omfattet af afgiftspligten, selv om de har hank eller snipper, der gør at de kan bæres i 1 hånd.

Plastikposer med snørelukning beregnet til eksempelvis affald er ikke omfattet af afgiftspligten, idet posen ikke med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

Afgiftspligten omfatter ikke lukkede poser (topsvejsede) til eksempelvis køkkenruller og toiletpapir, isolerede termoposer til brug for opbevaring af frost- og kølevarer, poser med en størrelse, der gør dem uegnede til brug til bæreposer, samt forseglingsposer med hank, der som følge af sikkerhedskrav anvendes ved udlevering af taxfree-varer fra butikker i lufthavne.